To gange basket-guld
11.01.2012
Dobbelt HCI-triumf ved NM i basketball
Værterne fra Himmerlandscentrets Idrætsefterskole viste ikke den store beskedenhed, da der blev spillet om de Nordjyske Mesterskaber i basketball for efterskoleelever.
Efter 48 kampe i en hal, der sidst på dagen emmede af varme og sved fra de mange aktive spillere, kunne såvel drengene som pigerne fra HCI hæve NM-pokalen til stort bifald fra de mange kammerater, som havde fulgt finalekampene fra sidelinien. For drengenes vedkommende blev det til finalesejr over Åbybro, medens der var rent HCI-opgør i pigerækken, hvor HCI 1 og HCI 2 tørnede sammen og HCI 1 som vindere.
Basketlærer Søren Troelsen fra HCI ser tilbage på et stævne, som ind imellem bød på spændende og velspillede kampe: Stævnet var også forskånet for det helt store uheld.
En dreng brækkede en arm, men det skete dog i forbindelse med leg imellem kampene: Ellers blev der kun meldt om et par mindre forstuvninger.
Alle finaleholdene er kvalificeret til DM i basketball, som spilles på Sjælland i midten af april, hvor Nordjyllan altså bliver repræsnteret med tre hold fra HCI og et enkelt drengehold fra Åbybro Ungdomsskole.
- Det bliver spændende at se, hvordan vi kan klare os ved DM, hvor pigerne har en titel at forsvare fra 2011, siger Søren Troelsen.
NM-stævnet i Haverslev havde deltagelse af 15 drengehold og 9 pigehold.
Se billeder fra stævnet HER.

