| VEDTÆGTER FOR DEN SELVEJENDE UNDERVISNINGSINSTITUTION
HIMMERLANDSCENTRETS IDRÆTSEFTERSKOLE, JYLLANDSGADE 10, HAVERSLEV, 9610 NØRAGER Tlf.nr. 9865 4330 - E-mail: kontor@hci.dk - Hjemmeside: www.hci.dk § 1. HJEMSTED OG FORMÅL
Stk. 1. Himmerlandscentrets Idrætsefterskole er en uafhængig selvejende undervisningsinstitution, hvis formål er - inden for de til enhver tid gældende regler om frie kostskoler - at drive en efterskole for idrætsinteresserede unge.
Stk. 2. Skolen er oprettet den 1. august 1981 og har hjemsted i Rebild Kommune.
Stk. 3. Skolens ejendom er beliggende på følgende matr. nr.: 3 e, parcel nr. 2 af matr. nr. 3 e, matr. nr. 14 ad og parcel nr. 2 af matr. nr. 3 e, 6 p og 14 ab, matr. nr. 3 ag, matr. nr. 14 af, matr. nr. 14 a, matr. nr. 7 bm, matr. nr. 12 v, matr. nr. 12 q, matr. nr. 14 r - alle beliggende i Haverslev By.
Stk. 4. Værdigrundlag: Samværet på HCI skal være båret af ligeværdighed mellem mennesker, hvor samtalen er det væsentligste middel til at nå hinanden. Retten til forskellighed er grundlæggende og skal give fællesskabet substans, men stiller samtidig krav om tolerance og forståelse overfor andre.
Stk. 5 HCI er en idrætsefterskole, der er oprettet i samarbejde med DGI - og i idrætssammenhæng har som formål at styrke glæden og fællesskabet i forbindelse med idrætsaktiviteter, samt styrke elevernes idrætsfaglige færdigheder. Idrætsundervisningen skal være et bidrag til at eleverne kan opleve sig som hele mennesker, med krop og sjæl.
Efterskoleopholdet skal øge elevernes evne til selvstændig stillingtagen, deres mod til at være sig selv - uden at være sig selv nok, deres vilje til at ta' ansvar og del i et positivt fællesskab. Skolens opgave er at bidrage til, at eleverne bliver aktive samfundsborgere. Skolens formål er, med udgangspunkt i idrætten, at udvikle elevernes forståelse for fællesskabets betydning for menneskets trivsel. Fællesskabet på skolen er rummeligt og etableres under hensyntagen til individuelle forskelligheder, forudsætninger og behov. Eleverne får indflydelse på - og forpligtiges af fællesskabet med det formål at udvikle selvstændighed, ansvarlighed og tolerance.
Formålet med idrætsundervisningen er at udvikle elevernes forståelse for idrætten som formidler af fællesskab og glæde, samt at bibringe eleverne alsidighed i deres individuelle færdigheder. Gennem idrætsundervisningen søges elever med lyst og evner til at indgå som idrætslærere i det frivillige foreningsarbejde, tilskyndet til at gå i gang med en lederuddannelse. Skolen tilbyder begyndende lederuddannelse i forskellige idrætsdiscipliner.
I vores hverdag kommer eleverne til at: dyrke gymnastik, hvor alle skal - og kan være med spille bold - og vinde med æren i behold - og tabe uden at tabe ansigt udvikle faglige og sociale evner, og dermed styrke selvtillid og mod opleve, at frihed og ansvar følges ad mærke, at vi har brug for hinanden opleve, at vi har konsekvens, bestemt ud fra den enkelte situation møde en skole, der vil dem, og stiller krav om, at de skal ville os
Den boglige undervisning har som formål at øge elevernes faglige standpunkt, til styrkelse af elevens selvværd, kompetencer og evne til at agere i det danske samfund.
Skolen tilbyder undervisning i de almindelige skolefag og giver eleverne mulighed for at aflægge folkeskolens afgangsprøve eller 10. klasse-prøve. Endvidere tilbydes kreative valgfag. Formålet er at udvikle elevernes selvforståelse samt viden om og forståelse af verden omkring dem.
Stk. 6. Skolens anliggender varetages af et repræsentantskab, en bestyrelse og en forstander.
§ 2. REPRÆSENTANTSKAB
Stk. 1. Repræsentantskabet består af 21 medlemmer: 7 medlemmer udpeget af DGI Nordjylland, 7 medlemmer udpeget af HCI's Venner og 7 medlemmer udpeget af HCI's Elevforening.
Stk. 2. Ingen ved skolen ansat og ingen af skolens elever kan være medlem af repræsentantskabet.
Stk. 3. De tre foreninger udpeger hver 7 medlemmer for 2 år ad gangen til skolens repræsentantskab og lister sendes til skolen inden 1. april. Valget er gældende fra 1. maj det pågældende år at regne.
Repræsentanter, der er valgt til bestyrelsen, kan ikke udgå som repræsentant før valgperioden i bestyrelsen er slut den 4. tirsdag i maj måned.
Stk. 4. Medlemskab giver adgang til på repræsentantskabsmødet at afgive én stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Repræsentantskabets medlemmer hæfter ikke personligt for skolens gæld og kan ikke få andel i skolens overskud.
§ 3. SKOLENS DRIFT
Stk. 1. Skolens drift finansieres ved offentlige tilskud og elevbetaling samt ved eventuelle bidrag fra private kredse.
Stk. 2. Skolens midler må alene komme skolens skole- og undervisningsvirksomhed til gode og må ikke anbringes på konti, som andre end skolen råder over.
Stk. 3. Overskud ved skolens drift tilfalder skolen og skal i passende omfang anvendes til tilvejebringelse af kapital til imødegåelse af underskud og i øvrigt til størst mulig gavn for skolen, f.eks. forbedring af undervisningsmateriale, byggeforanstaltninger og lignende.
§ 4. REPRÆSENTANTSKABSMØDET
Stk. 1. Repræsentantskabet består af repræsentantskabets medlemmer.
Stk. 2. Repræsentantskabet vedtager ændringer i vedtægterne, jfr. § 12, og træffer beslutning om institutionens nedlæggelse, jfr. § 13.
Stk. 3. Ordinært repræsentantskabsmøde afholdes hvert år den 4. tirsdag i maj måned. Bestyrelsen, indkalder skriftligt med mindst 3 ugers varsel og dagsorden for det indkaldte møde skal indeholde følgende:
1) Valg af dirigent. 2) Bestyrelsens beretning. 3) Forstanderens beretning. 4) Valg af bestyrelse. 5) Valg af personlige stedfortrædere. 6) Indkomne forslag. 7) Eventuelt.
Der vælges personlige stedfortrædere for hvert enkelt valgt bestyrelsesmedlem. Stedfortræder vælges for samme periode som det bestyrelsesmedlem, stedfortræderen repræsenterer.
Repræsentantskabsmøderne er lukkede møder. Bestyrelsen kan dog beslutte at invitere gæster.
Stk. 4. Forslag, som ønskes behandlet på repræsentantskabsmødet, skal være bestyrelsen skriftligt i hænde senest 1. april. Forslag skal i deres helhed medfølge dagsordenen.
Stk. 5. Ekstraordinært repræsentantskabsmøde afholdes, når begæring herom fremsættes af 4 af bestyrelsens medlemmer eller mindst 1/3 af repræsentantskabets medlemmer. Fremsættes en sådan anmodning, skal indkaldelse til mødet udgå inden 8 dage efter at anmodningen er formanden i hænde, og mødet skal i dette tilfælde afholdes inden en måned fra anmodningens fremsættelse.
Sker indkaldelsen til ekstraordinært repræsentantskabsmøde uafhængigt af det ordinære repræsentantskabsmøde, og er dette ekstraordinære repræsentantskabsmøde ikke beslutningsdygtigt - skal der indkaldes til nyt ekstraordinært repræsentantskabsmøde, som da er beslutningsdygtigt med det antal stemmer, der er mødt. Et nyt ekstraordinært repræsentantskabsmøde skal være indkaldt senest 1 måned efter 1. møde og tidligst 2 dage efter 1. mødedato.
Stk. 6. Repræsentantskabet er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af medlemmerne har givet møde. Alle afgørelser træffes ved almindelig stemmeflerhed, jfr. dog § 13.
I tilfælde af stemmelighed gør bestyrelsesformandens stemme udslaget.
Såfremt repræsentantskabsmødet ikke er beslutningsdygtigt, skal bestyrelsen indkalde til ekstraordinært repræsentantskabsmøde, der skal afholdes inden en måned efter det ordinære, og som da er beslutningsdygtigt med det antal stemmer, der er mødt.
Stk. 7. Alle valg til bestyrelsen samt afstemninger vedrørende vedtægten skal foregå ved skriftlig afstemning. Andre beslutninger skal ligeledes træffes ved skriftlig afstemning, såfremt blot én repræsentant forlanger det.
Stk. 8. Der føres protokol over det, der foretages og vedtages på repræsentantskabsmødet. Protokollen underskrives af dirigenten og opbevares på skolen.
§ 5. BESTYRELSENS SAMMENSÆTNING.
Stk. 1. Bestyrelsen består 7 medlemmer, der vælges af og blandt repræsentanternes medlemmer for 2 år ad gangen. Tre eller fire medlemmer er på valg hvert år, første gang efter lodtrækning. Genvalg kan finde sted.
Stk. 2. Medarbejdere og elever ved skolen kan ikke være medlemmer af bestyrelsen eller deltage i valg af medlemmer.
Stk. 3. Bestyrelsesmedlemmerne skal være myndige og have fast bopæl i Danmark eller tilhøre det danske mindretal i Sydslesvig. Medlemmerne må ikke være ude af rådighed over eget bo.
Hvis et medlem ikke længere opfylder betingelserne for at være medlem, jf. lovens § 7, stk. 2 og 3, skal medlemmet udtræde af bestyrelsen. Der skal da hurtigst muligt udpeges/vælges et nyt medlem for den resterende del af valgperioden, jf. stk. 1 og § 4.
Stk. 4. Efter hvert ordinært repræsentantskabsmøde konstituerer bestyrelsen sig ved valg af formand, næstformand og sekretær.
|
|
§ 6. BESTYRELSENS OPGAVER.
Stk. 1. Bestyrelsen har den overordnede ledelse af skolen og er herunder ansvarlig for dens økonomi. Bestyrelsen skal forvalte skolens midler, så de bliver til størst mulig gavn for skolen. Bestyrelsen er ansvarlig over for repræsentantskabet. Bestyrelsen er tillige ansvarlig over for Undervisningsministeren, herunder for at betingelser og vilkår for ydelse af tilskud overholdes.
Stk. 2. Bestyrelsen ansætter og afskediger forstanderen samt ansætter og afskediger, efter indstilling fra forstanderen, de til skolen knyttede faste medarbejdere.
Stk. 3. Bestyrelsen træffer beslutning om køb, salg og pantsætning af fast ejendom.
Stk. 4. Bestyrelsen fastsætter elevbetalingen.
Stk. 5. Bestyrelsen godkender en årsplan og en indholdsplan for det enkelte kursus. Bestyrelsen godkender en plan for den årlige evaluering af skolens virksomhed på grundlag af værdigrundlaget. Stk. 6. Bestyrelsen er ansvarlig for udarbejdelse af korrekt driftsregnskab og status, jfr. § 10, stk. 1.
Bestyrelsen vælger hvert år på mødet i april måned autoriseret/registreret revisor.
Stk. 7. Bestyrelsen underretter Undervisningsministeriet om institutionens nedlæggelse.
§ 7. BESTYRELSENS ARBEJDE M.V.
Stk. 1. Bestyrelsen holder møde når formanden eller 4 øvrige medlemmer finder det nødvendigt, dog mindst 4 gange årligt.
Stk. 2. Formanden indkalder skriftligt medlemmerne til møde og meddeler samtidig, hvilke sager der skal behandles. Stk. 3. Formanden leder forhandlinger og afstemninger og sørger for, at beslutninger, herunder eventuelt afstemningsresultat, indføres i en beslutningsprotokol. Ethvert medlem er berettiget til kort at få sin afvigende mening indført i protokollen. Formanden sørger for, at de trufne beslutninger udføres. Protokollen opbevares på skolen.
Stk. 4. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når over halvdelen af medlemmerne er til stede og deltager i afstemningen.
Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom forpligtes institutionen af et flertal af bestyrelsens medlemmer, herunder formand. I andre anliggender kan institutionens formand eller næstformand forpligte institutionen.
Stk. 5. Et bestyrelsesmedlem er inhabilt i sager, hvor vedkommende eller dennes nærmeste har økonomisk eller særlig personlig interesse. I øvrigt gælder bestemmelserne i forvaltningslovens kap. 2 om inhabilitet. I tilfælde af konstateret inhabilitet skal det fremgå af protokollen, at vedkommende har trukket sig fra forhandlinger og afstemninger.
Stk. 6. En mødedeltager har tavshedspligt i sager, hvori væsentlige hensyn til personers eller skolens interesser gør det nødvendigt at hemmeligholde oplysninger om personlige eller interne, herunder økonomiske forhold. I øvrigt gælder forvaltningslovens kap. 8 om tavshedspligt.
Stk. 7. Bestyrelsen kan, ved behandling af konkrete sager vedrørende medarbejdere, beslutte at holde møde alene for medlemmerne.
Forstanderen og en repræsentant valgt af og blandt medarbejderne har pligt til, uden stemmeret, at deltage i møderne. Dog skal bestyrelsen holde ét årligt møde, hvori forstanderen ikke deltager.
Stk. 8. For bestyrelsens medlemmer gælder dansk rets almindelige erstatningsregler, men de hæfter ikke i øvrigt personligt for skolens gæld. Medlemmerne er ikke berettiget til at modtage honorarer af skolens midler.
Stk. 9. Bestyrelsen fastsætter sin forretningsorden.
§ 8. SKOLENS DAGLIGE LEDELSE.
Stk. 1. Den daglige ledelse af skolen varetages af forstanderen, som tillige har det pædagogiske ansvar. Ved forstanderens fravær overtages den daglige ledelse af viceforstanderen.
Stk. 2. Ved forstanderens og viceforstanderens fravær ud over 1 måned skal der konstitueres en forstander.
Stk. 3. Forstanderen kan bemyndige en stedfortræder til at foretage retshandler, der ligger inden for den daglige ledelse af skolen.
Stk. 4. Forstanderen foretager indstilling til bestyrelsen om ansættelse og afskedigelse af de til skolen knyttede faste medarbejdere.
Stk. 5. Forstanderen er omfattet af bestemmelserne i forvaltningslovens kap. 2 om inhabilitet.
§ 9. MEDARBEJDERRÅD.
Stk. 1. Skolens forstander og fastansatte medarbejdere danner et medarbejderråd. Medarbejderrådets kompetence, med hensyn til udtale- og beslutningsret, er afklaret i en samarbejdsaftale.
Stk. 2. Medarbejderne er omfattet af bestemmelserne i forvaltningslovens kap. 2 om inhabilitet.
§ 10. REGNSKAB OG REVISION.
Stk. 1. Årsrapporten opstilles og revideres i overensstemmelse med gældende regler om regnskab for og revision af frie kostskoler.
Stk. 2. Revisionen skal være afsluttet hvert år inden den 15. april, hvorefter den reviderede årsrapport, bilagt revisionsprotokollat, sendes til bestyrelsens formand.
Alle bestyrelsens medlemmer skal underskrive den reviderede årsrapport. Medlemmerne skal samtidig afgive en erklæring på tro og love om, at de opfylder betingelserne for medlemskab af bestyrelsen, jf. § 5.
Revisor må ikke samtidig være ejer af eller revisor for udlejer af de ejendomme m.m., som skolen anvender, eller for et selskab, en fond, forening eller anden virksomhed, der kontrollerer udlejer. Skolens årsrapport sendes til repræsentantskabsmedlemmerne senest 8 dage før det repræsentantskabsmøde, hvor årsrapporten skal fremlægges. Medlemmerne har endvidere ret til indsigt i drifts-, anlægs- og likviditetsbudgetter, byggeregnskaber og oplysninger til brug for tilskudsberegning, der sendes til offentlig myndighed.
Skolens medarbejdere har ret til indsigt i nævnte materiale.
Driftsregnskab og status indsendes til Undervisningsministeriet inden for de fastsatte tidsfrister.
Stk. 3. Regnskabsåret er kalenderåret.
Stk. 4. Bestyrelsen skal hvert år inden den 1. december udarbejde budget for det følgende år.
§ 11. TEGNINGSRET.
Stk. 1. Institutionen tegnes af bestyrelsens formand i forening med et flertal af bestyrelsens medlemmer.
Tegningsretten kan ikke delegeres.
§ 12. VEDTÆGTSÆNDRINGER.
Stk. 1. Vedtægtsbestemmelser og ændringer heri skal godkendes af Undervisningsminiseriet.
Stk. 2. Ændring af vedtægterne skal vedtages på 2 repræsentantskabsmøder med mindst 14 dages mellemrum.
§ 13. NEDLÆGGELSE.
Stk. 1. Skulle forholdende medføre at det bliver umuligt eller uønskeligt af fortsætte skolens drift, kan et beslutningsdygtigt repræsentantskab, hvor mindst 2/3 af alle medlemmer stemmer for, træffe beslutning om nedlæggelse. Opnås sådant flertal ikke, kan beslutning om nedlæggelse træffes efter mindst 14 dage på en ny generalforsamling med almindeligt flertal af de mødte medlemmer.
Stk. 2. Institutionen skal nedlægges, såfremt den ophører med at drive undervisningsvirksomhed i overensstemmelse med formålsparagraffen. Stk. 3. Nedlægges institutionen, skal den siddende bestyrelse fungere, indtil den økonomiske opgørelse af aktiver og passiver er gennemført eller overgået til behandling i skifteretten eller ved likvidation.
Stk. 4. Bestyrelsen har ansvaret for bevarelse af institutionens aktiver og for, at den økonomiske opgørelse foretages efter gældende bestemmelser, og for at nettoformuen anvendes i overensstemmelse med stk. 5.
Stk. 5. Overskydende midler anvendes med Undervisningsministeriets godkendelse til skoleformål, der støttes i henhold til gældende regler om frie kostskoler.
Vedtaget på ordinært repræsentantskabsmøde den 23. maj 2006 og ekstraordinært repræsentantskabsmøde den 30. november 2006 med virkning fra den 22. maj 2007. Desuden ændret i henhold til Undervisningsministeriets breve af hhv. 28. februar 2000 og 29. marts 2007.
Haverslev, den 27. maj 2008
__________________________________________ Annie Jacobsen, formand
__________________________________________ Ole Mouritsen
__________________________________________ Steen Wacher
___________________________________________ Anette Jessen
__________________________________________ Lene Juel Petersen
___________________________________________ Jens Hejlskov
___________________________________________ Marianne Steffensen
|